Den tyske filosof Martin Heidegger er kommet på anklagebænken i Spanien. Tre udgivelser - to af dem oversættelser fra henholdsvis 1987 og 1991 - åbner op for det kritiske spørgsmål: Hvorvidt en filosofi kan være en abstraktion uden kontakt med det reelle?
Svaret synes at være nej i alle tre bøger.
Følgende er baseret på en længere anmeldelse, som blev bragt i La Vanguardia.
Alle tre bøger hævder, at Heidegger har forsøgt at løsrive sin filosofi fra nazismen, selvom de to (metafysikken hos Heidegger og nazismen) hænger intimt sammen. Sagt anderledes: Heidegger anklages for i sin radikale normativitet at plædere for en totalitær ideologi (nationalsocialismen).
Den ene bog af Julio Quesada hedder kort og godt: Heidegger de camino al holocausto (Heidegger og vejen til holocaust)!
En anden bog, Heidegger y el nazismo af Victor Farias, er ikke kun polemisk overfor Heidegger, men også overfor filosoffer som Derrida, Gadamer og Vattimo, fordi disse har forsøgt at tænke i forlængelse af Heideggers filosofi, som var den neutral. Samme bog roser tilsvarende filosoffer, som Habarmas, Lévinas og Eco for at have taget afstand fra Heidegger.
Emmanuel Fayes bog Heidegger. La introducción del nazsimo en la filosofia. En torno a los seminares inéditos de 1933-1935, drejer sig - som titlen indikerer - om Heideggers forelæsninger i de skelsættende år. I sine forelæsninger om Hegel og staten fra 1934-35 påpeger Heidegger, ifølge denne bog, at det er filosofiens rolle at servicere staten. Dette skal forstås således at det er filosofiens rolle at tænke, fordi staten ikke er, men konstant er blivende.
Heidegger understreger dette, når han siger at staten ikke er noget man kan tage op og kigge på. Faktisk ved man ikke hvad staten er andet end at den er tilblivende. Om fyrre år vil staten ikke være ledet af der Führer. Det er derfor den afhænger af os (filosofferne), citeres han for at have sagt.
Bogen drager den konklusion at Heidegger dermed legitimerer staten, som den er p.t. (altså som den var i 1934). Angiveligt berører bogen ikke den mulighed, at Heidegger 'blot' påpeger filosofiens rolle, nemlig at tænke over det som er ved at blive. Hvilket han kunne have gjort, fordi filosofiens tanker kan ændre vores måde at forstå og se ting på, som måske vil betyde at det netop er indlysende at staten om fyrre år, ikke vil være ledet af der Führer.
Der kommer dog mere tungtvejende skyts frem, som unægteligt stiller filosoffen i et mere grelt lys.
I forlængelse af dette citatet, spørger Faye retorisk: Hvilken sandhed han mon underviser sine studerende i? Som svar citerer han Heidegger for at have sagt følgende:
- "Nationalsocialisme er ikke en hvilken som helst doktrin, men den fundamentale transformation af Tyskland og - derved tænker man også - transformationen af Europa."
- "Den nationalsocialistiske revolution vil føre til en genoplæring af alle mænd, studerende og fremtidens unge undervisere."
- "Værens magt er lig med det, som staten realiserer."
Faye gør opmærksom på at Heidegger indledte sine Hegel-forelæsninger (1934-35) med et håb om at den nuværende stat ville vare mere end 50 eller 100 år.
Anmelderen af bøgerne skriver et sted - lidt resignerende - at bøgerne polemiserer over forholdet mellem filosofien i nazismen og omvendt, men at dette ikke ændrer ved det faktum, at Heideggers filosofi 'vandt', da den i dag er meget fremtrædende indenfor den filosofiske diskurs. Derefter spørger han dog om det er i orden.
Heidegger på anklagebænken. Fæld selv dommen, eller læs bøgerne for at gå argumenterne efter.
Filosofien - lige så vel som videnskaben - indeholder sin egen epistemologi, mener jeg. Det vil sige at filosofi per definition er en radikal afvigelse fra ideologier og andre eksterne epistemologier, fordi de er normative. Alt hvad der er normativt er ikke-skabende. Filosofien er skabende, så hvis Heidegger var ideologisk og radikal normativ, så var der ikke tale om skabende filosofi, ikke tale om tænkning, men propaganda. Skræmmende og modbydelig propaganda, men ikke filosofi.
Så måske er det slet ikke filosoffen, som er på anklagebænken, men Heideggers propaganda. Så sagt anderledes: Kan man tænke smukke tanker og være et dumt svin, eller er hans tænker ikke værd at spilde tid på, som bøgerne hævder, fordi de netop er ren og skær propaganda kamufleret som filosofi?
